Vil du gerne lære mere om handel med aktier for begyndere? Læs med her og bliv klogere på aktiehandel, og hvordan du kommer i gang med at handle aktier.
Hvad er en aktie?
En aktie er et værdipapir, som beviser, at du er medejer af et børsnoteret selskab. Når du køber en aktie i en virksomhed bliver du aktionær, og dermed køber du ejerskab i en andel af virksomheden. Med nogle aktier følger også forskellige rettigheder. Det kan eksempelvis være, at du som aktionær kan deltage i afstemninger, og dermed få medbestemmelse over selskabets fremtid. Desuden udbetaler nogle selskaber udbytte, hvor du som aktionær får en del i overskuddet (hvis der er noget). Disse kaldes udbytteaktier.
Prissætning af aktier
Aktier bliver udstedt som andele af selskabet, og totalen af aktier udgør i princippet selskabets samlede værdi. Hvor meget du ejer af virksomheden afgøres altså af, hvor mange aktier du ejer, ud af den samlede mængde aktier.
Selskabets værdi, og dermed inddirekte også aktiernes værdi, fastsættes først og fremmest af driften, og virksomhedens evne til at skabe overskud. Klarer en virksomhed sig godt og er profitabel, betyder det som oftest, at kursen på aktierne stiger, for hvem vil ikke gerne investere i en virksomhed der klarer sig godt, og vækster på både top- og bundlinjen? Det vil de fleste gerne og dermed er prisen på en aktie direkte påvirket af udbud og efterspørgsel. Nogle selskaber betaler desuden udbytte, hvor du som aktionær også kan se frem til at modtage en del af overskuddet, hvis der er tale om en udbytteaktie. Omvendt, kan du se frem til et tab, hvis virksomheden skulle klare sig dårligere end markedet. Så skulle det imod forventningerne ikke gå helt som du selv og (muligvis) markedet forudså, kan du risikere at andre investorer trækker sig, hvorved aktiekursen vil begynde at falde.
Der findes imidlertid undtagelser, og der kan være flere forklaringer på en prissætning, som ikke er direkte afspejlet i virksomhedens resultater. Det kan eksempelvis være troen på, at dette nye selskab med en fantastisk og banebrydende teknologi, i fremtiden vil være dominerende i markedet, og dermed skabe en kæmpe værdi for selskabet, og ikke mindst profit til dig som aktionær. Og selvom virksomheden ganske vist ikke er profitabel endnu, er du, og muligvis mange andre, villige til at købe denne (muligvis) dyre aktie til en potentiel overpris. Altså, investerer du i fremtiden og ser bort fra virksomhedens nuværende resultater.
Dette bringer os frem til to typer aktier, som er helt centrale i forhold til aktiemarkedet generelt, og som meget vel kan have stor betydning for din strategi som investor – nemlig vækstaktier vs. værdiaktier.
Vækst- eller værdiaktier?
Temaet om vækst- eller værdiaktier vil du helt uundgåeligt høre meget om i din fremtidige investerings-karriere, og det kan som tidligere nævnt have stor betydning for sammensætningen af din aktieportefølje, når du handler aktier som begynder. Men hvad er vækstaktier og værdiaktier egentlig for noget, og hvad dækker begreberne rent faktisk over?
Hvad er en vækstaktie?
Når der tales om vækstaktier, er der meget ofte tale om en investering i fremtiden, hvor man grundet udviklingen af eksempelvis unik teknologi, patenter eller andet, som skaber konkurrencemæssige fordele, er villig til, at købe aktien til en høj pris. Også selvom indtjeningen måske ikke er der lige i øjeblikket. Oftest er værdisætningen altså meget højere end den nuværende indtjening. Tesla er et godt eksempel på dette og aktien er dagligt genstand for en heftig debat blandt investorer og analytikere. Et andet eksempel findes i teknologi- og IT-sektoren, samt en lang række grønne aktier, såsom vindmøller, solceller og elektriske biler. Det skal dog bemærkes, at vækstaktier kan findes på tværs af langt de fleste sektorer og brancher. Typiske karaktertræk for værdiaktier er følgende:
- Aktier der forventes potentielt at stige kraftigt, og hurtigere end markedet, men oftest stykke tid ude i fremtiden.
- Vækstaktier kan virke meget dyre men markedet tror på, at prisen faktisk er billig grundet det fremtidige potentiale
- Kursen kan hoppe og danse og være meget volatil. Især i mindre selskaber kan udsvingene være store.
- Kurserne kan stige meget hurtigt, men omvendt også falde kraftigt. Det kan kræve is i maven!
- Vækstaktier kan betragtes som det omvendte af værdiaktier
Hvad er value-aktier?
Værdiaktier, eller value-aktier, som de også kaldes, kan lidt firkantet opfattes som det omvendte af vækstaktier. Nogle kalder dem også for de kedelige, traditionelle og mindre spændende aktier. Value-investering går i sin enkelthed ud på, at udvælge de gode, solide og oftest store selskaber, hvor aktiekursen er lavere end selskabets reelle værdi. Der er altså værdi at hente her – især på den lange bane. Her er man ofte mere langsigtet i sin investering, og er mindre interesseret i de daglige udsving, som følger i strømmen af de daglige nyheder (både gode og dårlige) . På den lange bane er du overbevist om, at det er en god investering. Af eksempler kan nævnes banker, forsikringsselskaber, energi (såsom olie), traditionelle bilfabrikanter og transport. Og verden stopper nok heller aldrig med at drikke Coca Cola. Et godt eksempel på en valueinvestor er mangemilliardæren Warren Buffet og hans virksomhed, Berkshire Hathaway, som i øvrigt også er børsnoteret. Typiske træk ved værdi- eller valueaktier er følgende:
- Aktier der oftest er undervurderede, og hvor prisen ikke er afspejlet af prisen (altså på udsalg)
Cykliske aktier
I forlængelse af snakken om værdiaktier, er det også værd at nævne de cykliske aktier, da mange af denne type aktier også følger forbruget og økonomien i samfundet. I opgangstider hvor økonomien buldrer derud af og forbruget er højt, bliver der solgt flere biler, købt flere rejser og booket hoteller. Det kan også sætte gang i byggeriet da efterspørgslen på ejendomme stiger, og der nu skal bygges mere. Blandt de cykliske aktier finder du typisk også selskaber der producerer råvarer, da forbruget er afhængigt at materialer, brændstof m.m. Eksempler på cykliske aktier kunne være Mærsk, Rockwool, Scandic Hotels og SAS. Omvendt vil det muligvis i nedgangstider være mindre attraktivt, da de cykliske aktier, som nævnt, er konjunkturfølsomme og følger den overordnede (globale) økonomi i samfundet.
Defensive aktier
Aktier der er meget populære at føje til sin portefølje er defensive aktier. De er mindre følsomme over for økonomiske op- eller nedgangstider, og konjunkturerne generelt. Her kan man også i højere grad investere med sin sunde fornuft, for der vil altid være en efterspørgsel på toiletpapir, medicin, internet og andre essentielle fornødenheder. Kursen buldrer formentligt ikke i vejret fra den ene dag til den anden, men er mindre oftest volatil med en mere stabil udvikling, som selvfølgelig både kan være negativ eller positiv. Et eksempel på en defensiv aktie er Novo Nordisk, som oven i købet også er en udbytteaktie.
Andre investeringer i aktier.
Der findes heldigvis også andre måder at investere på end i enkeltaktier, og for især begyndere (men egentlig for alle) er ETF’er og andre fonde et godt sted at starte, når du opbygger din portefølje. Dels opnår du en større spredning af risiko, og dels overlader du de vigtigste beslutninger til professionelle investorer med et indgående kendskab til markederne.
Aktier for begyndere
Næsten uanset hvordan du vil komme i gang, er det vigtigste sådan set, bare at komme i gang. Her på Aktieopsparing.dk forsøger vi hjælpe dig i gang, så godt som muligt. Ikke ved at dele meninger om selv investeringen, men om hvordan man gebærder sig i aktie-junglen.
Vores samarbejdspartnere: